Det bliver varmere. Det er menneskets skyld, og det er vores fælles ansvar at gøre noget ved det

FN’s klimaforhandlinger er rammen for den internationale klimapolitik, hvorfor FN’s klimamål er afgørende for, hvordan verden begrænser og bekæmper klimaændringer. I 2015 forhandlede FN-landene sig til enighed om to aftaler, som tilsammen udgør FN’s klimamål: Paris-aftalen, som er en global, juridisk bindende klimaaftale og Kyoto-protokollens afløser, og aftalen om Verdensmål for Bæredygtig Udvikling, som afløser 2015-målene, hvoraf flere omhandler klima. Hovedpunkterne i aftalerne, der dikterer FN’s klimamål de næste mange år, er, at holde den globale temperaturstigning under 2 grader celsius, at sikre finansiel støtte fra ilandene til klimaindsatsen i ulandene, og at sikre alle landes modstandskraft og tilpasningsevne i forhold til klimarelaterede farer.

FN’s klimamål er de mål, som verdens lande når til enighed om efter forhandlinger i verdensorganisationen. Siden 1992 har FN været hjem for de internationale forhandlinger om, hvordan verdens lande skal forholde sig til klimaændringer, og det er fortsat i FN-regi, at verdens lande mødes for at forhandle og formulere verdens klimamål. Derfor er FN’s klimamål lig med verdens klimamål, og det er af den grund, at der er stor fokus på, hvor ambitiøse og juridisk bindende målene er. Formålet med klimamålene er at begrænse udledningen af drivhusgasser, sådan at den globale opvarmning kan bremses, og de farlige, menneskeskabte klimaændringer kan forhindres. I de senere år har der desuden været øget fokus på, hvordan klimaforandringer skader den sociale og økonomiske udvikling, og et knudepunkt i forhandlingerne om klimamålene har ofte været, hvordan verdens lande kan sikre den økonomiske og sociale bæredygtige udvikling, såvel som den klimamæssige.

I 2015 nåede de 196 lande, der forhandler om klimaet i FN, til enighed om to aftaler, der i dag dikterer FN’s klimamål. Den mest afgørende aftale er Paris-aftalen, som er FN’s officielle klimamål. Aftalen træder i kraft i 2020 og afløser dermed Kyoto-protokollen, verdens første retligt bindende internationale aftale om nedbringelse af drivhusgasser, som blev indgået i 1997 og er gældende indtil 2020.
Her kan du se hovedpunkterne i Paris-aftalen:

  • Deltagerlandene skal hurtigst muligt forsøge at få udslippet af CO2 til at falde. Samtidig skal man tage højde for bæredygtig udvikling og udryddelse af fattigdom.
  • Man skal forsøge at holde klodens temperaturstigning under to grader, og man skal arbejde for at holde stigningen nede på halvanden grad i forhold til 1850, hvor industrialiseringen for alvor startede.
  • Deltagerlandene skal sammen årligt skaffe cirka 681 milliarder kroner til at nå de nye klimamål.
  • Deltagerlandene skal mødes hvert femte år for at opdatere klimamålene. Det første møde finder sted i allerede i 2018, selvom aftalen først træder i kraft i 2020.
  • Deltagerlandene skal hurtigst muligt nå toppen af deres CO2-udslip. Der tages højde for, at dette vil tage længere tid for visse lande. Eksempelvis Indien, hvor 300 millioner mennesker endnu ikke har adgang til elektricitet.
  • I-landene skal indberette deres klimatal hvert andet år.
  • Der er ingen straf for lande, der ikke overholder deres klimamål, men alle lande er forpligtede til at indberette, hvor meget og hvordan de begrænser CO2-udledningen.
  • Alle lande skal bruge det samme globale system til at overvåge og indberette deres CO2-udledninger.

Udover målene i Paris-aftalen, som fra 2020 vil være FN’s og dermed verdens gældende klimamål, har FN også sat sig en række klimamål under aftalen om Verdensmål for Bæredygtig Udvikling, som verdens lande forhandlede sig til enighed om i 2015. Her er der fokus på at sikre, at alle lande – også ulande – er modstandsdygtige og evner at tilpasse sig til klimaforandringer såsom ekstremt vejr og naturkatastrofer, og at sikre fortsat økonomisk og social udvikling i alle lande verden over. Her kan du se FN’s 17 mål for bæredygtig udvikling http://www.verdensmaalene.dk.